Indledning

Af Karsten Mathiasen

Der er ingen grund til at gøre det indviklet, eller foregive nødvendigheden af dyre teorier…..
Det er essentielt i enhver konfliktløsning, at parterne får lov til at fortælle deres historie. Det løser op for store konflikter og på det personlige plan gør man det ubærlige bærligt. Man læger det bristede hjerte……Se videre under punkt 2.9 Personlige historier om tilgivelse.

Jeg tror, at alle historiefortællere på et eller andet plan oplever noget healende ved at fortælle. Ved at fortælle om sit liv får man mere overblik over det. Det er mere ”legalt” for sangere og troubadourer at synge åbenlyst selvhealende sange. Jeg havde lige parkeret hjemme på gårdspladsen og hørte i bilradioen Eric Claptons ”Tears in Heaven” om hans fireårige søn, som han mistede (Drengen faldt ud fra et højhus). Jeg sad i lang tid med tårer i øjnene. Clapton lukkede sig inde i et år med sin sorg og kom ud med albummet ”Pilgrim” med en række selvterapeutiske sange om drengen han mistede og faderen, som han aldrig så….
Jeg tror det er en god ide, at starte med at fortælle sin historie til nogen man kan fortælle alt, inden man går ud i et mere offentligt forum. Det kræver mod at afsøge grænserne mellem det private og det personlige, som ikke er for privat til at man kan give det videre. Publikum vil gerne blive rørte – men publikum vil helst ikke blive pinligt berørte!

Enhver kan blive historiefortæller. Det kræver i første omgang kun, at én eller flere vil lytte. Hvorfor betale i dyre domme for at ligge på langs hos en terapeut, når vi - i mange tilfælde - ligeså godt kan fortælle hinanden om de svære punkter i vores livshistorie?
Jeg vil påstå, at det er nødvendig at have sin egen livshistorie på plads, før man kan gøre noget virkeligt væsentligt for andre.

Så går vi i gang med at samle masser af små og store historier, som ”stikker deres kæppe i hævnens og hadets hjul”. Det har været en stor glæde for mig, at opdage, at masser af historiefortællere har viet deres virksomhed til dette! De bedste link, jeg har fundet er

De bedste link, jeg har fundet er:

Storytelling in Pursuit of Peace and Reconciliation
http://www.healingstory.org/peace_tales/hsa_peace_stories.html og
International Storytelling Center – Storytelling for Peace
http://www.storytellingcenter.net/resources/articles/neile1.htm

God fornøjelse! Karsten

2.1.1.2 Oversigt over historier for fred, forsoning og tilgivelse

-Brune Bjørn fortæller.

-Atompiloten.

-Hallonmasken.

-Liljekonvaljerne, Kvinden, der ikke turde føde børn.

-Fredsaktivister i resolut kamp mod krig.

-Julefreden ved Vestfronten 1914.

-Lysistrate - Kvindernes oprør.

-Slaget på øen i floden

-Da Konservativ Ungdom blev kysset ihjel på Christiania

-Wild Bill Cody og Tilgivelsens Kraft

2.1.1.3 Historiefortællere for fred, forsoning og tilgivelse.

Det er min tanke, at invitere alle historiefortællere til at være med her på siden med kort CV , kontaktmulighed og beskrivelse af den del af Jeres repertoire, som omhandler Fortællinger for fred, forsoning og tilgivelse. Samt link til Jeres web. Skriv det materiale I vil have optaget i dialogboksen, så bliver det straks tilgængeligt for alle.

Jeg indleder med at beskrive et koncept, som vil kunne gentages overalt i verden.

Fortællinger om tilgivelse og forsoning i Lejre, pinsen 2005
Fortællefestival i Lejre i pinsen 2005
Fortællinger i det lille blå cirkustelt søndag 15. maj med temaet
”Tilgivelse og Forsoning”. Referat skrevet af Karsten Mathiasen.

I dette referat har jeg medtaget så mange kommentarer som muligt, for at vise hvilket stort potentiale, der er i emnet. Det er dejligt at vi som fortællere er gode til at rose hinanden, når vi laver noget godt! Vi skal heller ikke sætte vores lys under en skæppe, for så er der ikke nogen der kan se det…. For mig personligt har aktiviteten været et betydningsfuldt i arbejdet med Tænketank for Tilgivelse www.tilgivelse.dk - for at nå dybere i afdækningen af hvordan fortællerkunsten kan bruges til at fremme forsoning og tilgivelse i verden. Små skridt er også et stykke af vejen….. Og det vigtigste er at det er dybt interessant og sjovt at gå disse små skridt.

Jeg er fra starten lidt nervøs, jeg har aftalt med bestyrelsen at sætte det lille blå cirkustelt op, men jeg har ikke haft tid til i god tid på forhånd at træffe aftaler med fortællere og planlægge et program, så det bliver lidt improviseret… Heldigvis kommer Jürgen og indleder.
Jürgen Andresen fortæller den historiske legende fra middelalderen om Michael Kohlhaas, en retfærdig hestepranger, en glad mand, som bliver overmandet af sin egen retfærdighedssans på grund af en konflikt med en borgherre om to heste. Efter forgæves forsøg på retfærdig rettergang, hvorunder hans elskede kone bliver dræbt af kurfyrstens vagter, griber han til hævn og hærger landet med en hel hær, indtil han til sidst får retfærdighed, før han selv går til skafottet … Jürgen har følgende kommentar:

Hej Karsten
Dit initiativ var godt og gav mig anledning til endnu en gang at møde M. Kohlhaas så det gav gåsehud på mig selv. Mht. indholdet, så vil jeg kun stille spørgsmålstegn ved om Michael K. møder 'retfærdighed' som du skriver uden citationstegn. For mig er historien det bedste billede på, at vi ikke får retfærdighed her på jorden, at det er et selvopstyltet begreb, som vrides og bøjes i munden på enhver som tager det i sin mund. For den enes 'rette færd' vil altid komme til at støde ind den andens. Belært af fortiden må vi på trods af al angst øge tilliden og troen på hinanden og ikke på en institutionaliseret retfærdighed.

kærlig hilsen
Jürgen

Efter Jürgens historie om en mand, der nægtede at tilgive, fortæller jeg om ”Manden der nægtede at hade”. Historien om Ahmed Abdullah, en palæstinensisk skoleleder fra Gaza, som giver nyt håb til verden, fordi han evner at advokere for tilgivelse og fredelig sameksistens overfor israelerne, selvom de har dræbt hans familie og taget deres jord. ”Forgiveness is the spirit of islam”, siger Ahmed. Mange kender Ahmed fra Faxe Fortælle Festival 2004 og fra filmen ”De Besatte” af Jørgen Flindt Pedersen. Det føles dejligt at fortælle historien om ham

I anden runde indleder jeg med at fortælle om, hvordan jeg er gået fra kvajehistorier – lidt om hvor galt det kan gå når man er teltholder …. og drømmer – til rene historier om tilgivelse. Der kommer en større børnefamilie ind i teltet og jeg fortæller om at slå fars søm i jorden, klippe i mors tørresnor … og blive tilgivet. Samt den om lupinerne i måsen på Onkel Ejners sortbrogede malkekøer. (Det var lidt svært for den rare onkel at bære over med…….) + Tryllehistorien om bedstefars lakrids.
Så fortæller jeg beretningen om hvordan jeg lod være med at slå min ekskones kæreste ihjel – og fik et varmt venskab til gengæld. Og hvordan jeg var så ”heldig” at møde den rockerbande, jeg havde ønsket at slås med …

Næste omgang fortæller jeg igen om kvajehistorier, om Ahmed, der nægter at hade og om rockerbanden. (Det føles rart at få lov til at gentage en historie.)

Så kommer Coilin. Den irske læge.
Han indleder med at fortælle om hvilken lettelse det var engang, som voksen, at blive tilgivet, at han havde mishandlet sin storesøsters kattekilling. Det havde præget hans liv i en retning af at måtte give omsorg, og han havde taget en uddannelse som læge. Der randt et par tårer fra hans øjne og ned af hans kinder under fortællingen. Der var også meget humor i det. Da Coilín første gang fortæller historien til en ældre dame, bryder hun ud i latter, og han spørger forbavset ”Hvorfor?” - ”Fordi jeg kan ikke fordrage katte.” Jeg elsker Coilín og beundrer hans mod.
Bagefter fortæller han ”Maelduns Rejse”, en ældgammel irsk legende lidt à la Odysseus, om en konges plejesøn, som drager ud for at hævne drabet på sin far. Da han efter mange strabadser står overfor drabsmanden tilgir han ham. Belise kunne ved afslutningen af Coilins fortælling se en aura med blå og udenom den blå en gylden farve om hans hoved. Om aftenen ringede hun til én der ved meget om sådan noget og fik at vide at den blå ring er en beskyttelse mod de følelser og tanker, hans fortælling vækker i folk. Den gyldne ting er en afspejling af fortællerånden …
En tilhører har skrevet følgende til mig:
Kære Karsten!
Det var dejligt at opleve fortællerfestivalen og især skønt at høre om tilgivelse. Det er bare rigtig godt Karsten! Jeg synes også rigtig godt om den irske læge - han var bare dejlig.
KH Kirsten

(Se Coilins kommentar forneden)

I pausen talte jeg med en kvinde, som jeg havde mødt til seminar med Erik Lindsø i Vordingborg, om Livsfortællinger i Vordingborg. Hun er datter af en fransklærer jeg havde i begyndelsen af halvfjerdserne. Jeg sagde at jeg havde glemt at spørge, hvordan det gik med hendes far … Han var død af stress allerede i 1979 og hun havde først efter seminaret i Vordingborg formået at tilgi ham hans autoritære stil, og hvad dermed fulgte. ”Det var som om Vorherre ville jeg skulle møde to personer på én gang, som havde noget at sige mig.” Hun var meget påvirket af Erik Lindsøs beretning om, hvordan han havde forsonet sig med sin far og ”fortalte historien om sin far om”, og hun havde været rigtig glad for at være inde på www.tilgivelse.dk. En meget god respons! Jeg har sendt hende referatet og hun skriver tilbage:
Kære Karsten
Tak for dit referat, som jeg bestemt ikke kan indvende noget imod.
Det var en fin pinse i Lejre, og et fint initiativ, du har taget.

Det omtalte seminar i Vordingborg var arrangeret af Marianne Christensen www.dekvi.nu

Jeg kan snart ikke huske min kombination af indledning til den sidste omgang. Mariane Josefsen www.historiedamen.dk fortæller en indianerlegende om hvordan Pigen uden Hjerte skaber fred mellem to stammer og får sin elskede. En dejlig historie af den slags, som jeg siden barns ben har holdt af. Jeg vil gerne kunne fortælle den historie igen.

Ove fortæller til sidst myten om ”Vølund Smed” – finnekongens søn. En myte om ren hævn! Den viser hvordan hævnen forkrøbler både udøver og offer.

Ove fortalte mig også at han som selvforsvars-instruktør altid fortæller de nye elever en historie om hævnens dilemma: En bonde og en adelspige bliver forelskede. Han sælger sin gård og hun tager sine mødrende arvesmykker og de stikker af sammen, men bliver forfulgt af hendes far og brødre. De søger tilflugt i en kirke, hvor de holder bryllup og bliver forenet foran alteret inden forfølgerne sætter ild til kirken. Hun undslipper i røgstriben og han bliver dræbt. Ni mdr. senere får hun en søn, som hun oplærer til at hævne sin fars død. Da han bliver 18 udfører han hævnen og dræber sin morfar og morbrødre. Efter gammel skik skal drabet kundgøres for familien, som har hævnpligten. Den eneste overlevende han kan kundgøre drabet overfor er…..hans mor.

Kilden er en ældgammel folkevise, vistnok fra Evald Tang Kristensens samling.

Coilins kommentar:

Kære Karsten

Det er en ære at optræde på den måde som en af de store stjerner på dit vellykkede program.

Det er et flot referat og jeg vedhæfter en lidt rettet udgave. Korrekturlæseren kan jo ikke lade være med at pille! :)

Jeg håber, du vil holde samme eller noget lignende igen næste år. Vi kunne evt. planlægge et program, hvor folk kan komme og høre et sagn om hævn – fx Jürgens eller Oves - efterfulgt af een om tilgivelse.

Jeg har een til irsk historie om hævn, som (evt.) alligevel ender med tilgivelse. Den drejer sig om en ung kriger, som stikker af med sin gamle høvdings unge forlovede. Høvdingen forfølger ham og formår til sidst at lokke ham i en dødelig fælde. Der er flere udgaver af den, men den ene - muligvis den mest fascinerende og provokerende - ender med, at den dræbte krigers kone tilgiver den gamle høvding og gifter sig med ham. Den varer evt. også ca. de 50 minutter. (Ligesom
Maeldun gjorde, ikke?) Jeg har ikke fortalt hele historien på een gang før - og det tror jeg faktisk ingen har gjort i tusinde år, og i hvert fald ikke på dansk!

Jeg elsker at fortælle de lidt længere historier. Det ser ud som om folk godt kan koncentrere sig og følge med - Det kan børnene under alle omstændigheder! Den unge knægt, som var med til Maeldun, sagde bagefter, han syntes den var god. Og jeg mener ikke, børnene lyver høfligt om den slags, vel? Enten var den god - helt enkelt - eller også var der lige noget mere, man skulle sige om den.

"Kunne den være bedre?" spurgte jeg en anden knægt sidste år, og han svarede: "Nej ... Medmindre du lavede rigtig meget om på den." - !! :)

Kærlig hilsen
Coilín.

Jeg vil gerne slutte af med at sige et stort tak til fortællerne og publikum - der har vel været i alt en 50 stykker i løbet af dagen.
Hvis du vil vide mere om fortællerne og Lejre Fortællefestival se www.fortaellefestival.dk

De kærligste hilsner fra Karsten

God fornøjelse! Karsten