Af
Steffen Larsen
For 10
år siden skabte Sandhedskommissionen
i Sydafrika 'det lyse rum', hvor folket
kunne fortælle mørkets
historie, og forbryderne kunne sige
undskyld. Her kan verden lære
noget.
Der sidder en lille kvinde og fortæller
om sin forsvundne søn. En dag
kom han ikke hjem til aftensmaden: »Jeg
satte en tallerken suppe frem til ham
på køkkenbordet med et
låg ovenpå for at holde
den varm«. Men han kom ikke, og
hun så ham aldrig mere. I dag
ved hun godt, hvad der skete med sønnen,
og det fortæller hun om. Stille
og næsten tonløst. Efter
lang tid bøjer Desmond Tutu sig
over imod hende, kigger hende dybt i
øjnene og siger: »Vi er
taknemlige for, at du fødte ham«.
I disse dage er det ti år siden,
den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission
påbegyndte sit arbejde med at
hele nationens sår. Efter årtiers
vold og undertrykkelse fra det hvide
mindretal, der tog alt undtagen værdigheden.
Sandhedskommissionen forandrede verden.
Verden har bare ikke opdaget det endnu!
Måske er det for overvældende!
Man lagde ud med en høring om
krænkelser af menneskerettighederne
i april 1996 i byen East London, hvor
modstanden mod apartheidstyret havde
været stærk. Det var to
år efter det første demokratiske
valg, hvor Nelson Mandela var blevet
præsident. Efter den første
uges høringer udtalte formand
Tutu på alles vegne: »Vi
har set ind i øjnene på
bæstet fra vores mørke
fortid, og vi har overlevet«.
Fra starten havde kommissionen tre
ben at gå på: indsamle vidnesbyrd
og efterforske dem, tildele amnesti
og udmåle erstatning. Størst
omfang havde selve vidneafgivelserne.
Amnestien svævede sandt at sige
i et juridisk tomrum. Og den økonomiske
kompensation var der vist aldrig nogen,
der rigtig troede på. Over en
periode på halvandet år
indsamledes mere end 20.000 beretninger,
og der er blevet givet amnesti til 849
personer, mens 5.392 har fået
afslag. Enkelte af sagerne kører
endnu. Der har også været
tale om mindre pengebeløb til
ofrene. Men for det meste drejer det
sig blot om at fortælle. Og at
lytte.
Der sidder en lille kvinde i spadseredragt
og fortæller om den dag for femten
år siden, da hun kom gående
ned ad gaden. Idet hun passerer en (navngiven
og nulevende) politimand, dasker han
til hende med sin flodhestepisk. Hun
er mødt op her i dag for at fortælle
om det og få en forklaring. Hvorfor
slog han hende? Vil han sige undskyld?
Og kan han overhovedet huske episoden?
Det er kernerne i Sandhedskommissionens
brød! Alle disse historier om
stort (mest) og småt. Med detaljer,
man kan se for sine øjne. Ligesom
den uspiste tallerkenfuld suppe. I et
sprog, der er renset for alt overflødigt.
Det er som et folkeeventyr. En uendelig,
sorgfuld vise. En myte om lyset og mørket.
Om og om igen. Der var engang. Og historierne
er samtidig fulde af hverdagens billeder,
små tilsyneladende ubetydelige
elementer, der er ætset ind i
hukommelsen: »Hun havde den røde
kjole på«, eller »det
var en lørdag«. En kvinde,
der undgik at blive voldtaget på
politistationen, siger: »Jeg tror,
Gud kom til ham«. Sprogets enkelhed
forstærker det grufulde. En dreng
var blevet forgiftet af politiet: »Til
sidst kravlede han rundt i stuen som
en syg kat«. De kom til en mor
med hendes søns tøj. Hun
fortæller: »Da jeg så
hans T-shirt, der var fuld af blod,
sagde jeg til mig selv, at når
den ser sådan ud, hvordan ser
han så ikke selv ud?«. En
kvinde tiggede om at blive brændt
sammen med sin mand, men »de sagde,
at de ikke havde benzin nok til os begge«.
Både før og efter sit
virke er Sydafrikas Sandhedskommission
blevet kritiseret og latterliggjort.
Kleenexkommissionen er kun en enkelt
betegnelse. Og der blev da også
grædt og krammet aldeles meget
undervejs. Og så var der selve
tanken om forsoning. Steve Bikos familie
nægtede således at acceptere
amnesti til hans mordere. Det var også
svært at få vredet undskyldningslignende
udsagn ud af de fhv. præsidenter
Botha og de Klerk. Og Desmond Tutu var
helt nede på knæene for
at få en indrømmelse fra
Winnie Mandela: »I beg you!«.
Nogle tænkte nok, at der blev
taget mere hensyn til de onde end til
de gode. Da massemorderen Eugene de
Kock (kendt som Prime Evil) havde fortalt
sin historie, udtalte dommeren: »Det
må have været en stor lettelse
for ham at befri sig for byrden af disse
ting, der må have ligget tungt
på hans samvittighed i mange år«.
Denne dommer havde forstået, hvad
det hele drejede sig om. Desmond Tutu
siger det således: »Tilgivelse
handler i bund og grund om at give folk
mulighed for at forandre sig. Det handler
om at holde døren åben,
så de kan bevæge sig fra
et mørkt sted til en ny, oplyst
nutid og fremtid«. Billedet af
et mørkt og et lyst rum hører
til den forhenværende ærkebiskops
yndlingsmetaforer. Og vidneudsagnene
over for Sandhedskommissionen fortalte
om et dybt, dybt mørke.
Der sidder to mordere i et DDR-lignende
kongrescenter uden for Pretoria. De
har hængt en sort mand op i et
træ med hovedet nedad og tændt
et lille bål under ham for at
få ham til at indrømme
noget. Der bliver drukket bravt af flaskerne
med Klipdrift, som er brandy og virkelig
skod (det er et gennemgående træk
ved totalitære regimer, at deres
bødler har været bedøvet
af druk). Manden hænger i den
brændende sol hele eftermiddagen.
Endelig bliver han taget ned fra træet,
og så går det rigtig galt.
Til allersidst smider de hans afhuggede
arm på motorvejen.
I Pietersburg ligger der en mand i
en havareret rullestol i en gymnastiksal.
Han har en pointe. Og den vil han gerne
fortælle. Hans nevø blev
skudt i apartheidstyrets sidste tid,
da han krydsede grænsen fra Zimbabwe
i et folkevognsrugbrød. Med i
gruppen er en stikker, som på
det aftalte sted går ud af bilen
for at tisse. Det er et perfekt baghold.
Nu kommer så den gamle mand og
siger, at der var én overlevende
i bilen bagefter. Han blev også
skudt. Det var forkert, siger han alvorligt
henvendt til seks tunge, hvide ekspolitifolk,
som har følt det sikrest at søge
om amnesti for bagholdet. Apartheidstyret
sagde, at det var krig, fortsætter
han, og i en krig skyder man ikke en
mand, der har overgivet sig. Han skal
tages til fange og behandles anstændigt.
De seks hvide forstår ikke helt
denne hårfine fortolkning. De
er tydeligt utilpasse ved at være
i lokalet. Og at blive tiltalt på
så direkte en facon.
Og så er vi i den store township
Maokeng uden for Kroonstad. Her holder
judge Wilson sit livs brandtale om lov
og retfærdighed for 4.500 tændte
indbyggere. Vi er midt i boernes hjerteland.
De 1.500 sidder i et totalt proppet
auditorium, resten hører med
udenfor gennem højtalere. Vi
er - som så ofte før -
næppe mere end 10 hvide i forsamlingen.
Sagen handler om amnesti til 4 unge,
der har deltaget i bandevolden imellem
de apartheidstøttede grupper
og mere eller mindre fribyttere i frihedskampen.
Der bliver snakket en del om bildæk
og tændstikker. De såkaldte
'halsbånd'. Der var mange private
opgør og snuskede motiver i de
senere år, så fordi de 4.500
knurrende mennesker måske sympatiserer
med, hvad disse 4 har gjort - fastslår
dommer Wilson med tordenrøst
- er det ikke ensbetydende med, at det
var inden for rammerne af amnestiloven.
Det var ikke nødvendigt at angre
for at få amnesti. Hvordan måler
man også anger? De fleste sagde
dog undskyld, og mange forsonede sig
oprigtigt med deres ofre. Had så
jeg aldrig. Den første betingelse
for at få amnesti var sandheden.
Hele sandheden. Den næste var,
at handlingen skulle være direkte
relateret til kampen for eller imod
apartheidstyret. Derfor fik de 4 'frihedskæmpere'
fra Maokeng ikke amnesti. Og derfor
fik de 6 bagholdsmænd det. De
2 mordere kom i fængsel.
Sandhedskommissionen blev sammensat
af mennesker fra Sydafrikas etniske
og religiøse grupper såvel
som den juridiske verden. Dertil kom
en hær af græsrødder,
som hjalp med at indsamle oplysninger,
fotokopiere og tørre tårer.
Danmark havde flere politifolk i landet,
som arbejdede med efterforskning - bl.a.
i sagen fra Maokeng. Professor Carl
Aage Nørgaard fra Århus,
der bistod med Namibias forfatning,
blev også taget med på råd.
I 1998 afleverede kommissionen sin rapport
i fem store bind til præsident
Mandela. Han kunne dårligt bære
dem. Historien var fortalt. Historien
kunne begynde. Resten er politik.
Men jeg har set det ske med mine egne
øjne. Hvordan mordere har indset
deres lovløshed. Hvordan menneskelig
værdighed kan rejse en katedral
i en gymnastiksal. Og hvordan ord kan
forløse. Det er så nemt.
Det eneste, der kræves, er den
tro, som kan flytte bjerge. Sandhedskommissionen
var religiøs på den gode
måde, dvs. egentlig ikke. Man
mødtes på den simple, fælles
platform, hvor alle former for tro og
overbevisning kan enes, og budskabet
er så enkelt som nærmest
- kærlighed. Til næsten
og til sandheden. Titusinder af mennesker
er gået rystede og rensede hjem
fra dagens høringer. Sådan
renskrev Sydafrika sin nyere historie
ved folkets hjælp. I et land,
hvor konspirationsteorier ellers går
som varmt brød, er det ikke så
ringe. Og selv om de fleste hvide foretrak
at sidde derhjemme og se det på
tv, så var der alligevel ingen,
som kunne dukke sig, for i disse første
måneder af Sandhedskommissionens
virke var mediedækningen i hjemlandet
overvældende.
Hvorfor Sydafrika? To ord dækker:
Jesus og ubuntu. Og en situation, der
er ultimativ nok. Gud er stor i Sydafrika,
men det er en helt anden Gud end ham,
der beordrer George Bush til at gå
i krig. I Sandhedskommissionens arbejde
er det, som om man har taget alt det
bedste fra kristendommen og luget det
væk, som smager af selvretfærdighed
og hævnfølelse. Og så
sker det, at graden af godhed overgår
de forsamledes. Jesus unplugged!
Ubuntu er et begreb fra det sydlige
Afrika, som beskriver samhørighed
og fællesskab. Du bliver menneske
gennem andre mennesker, det er det,
der er kernen. Du kan ikke melde dig
ud, og du vil ikke blive sluppet. Der
var en udsendelse i tv om en knægt,
der kom luskende hjem til sin landsby
i Mocambique efter borgerkrigen. Han
havde været på det forkerte
hold. Han blev tålt, men i begyndelsen
talte de andre landsbyboere ikke til
ham. Så en morgen efter et års
tid sagde præsten »Godmorgen!«.
Ingen andre steder i verden har arbejdet
med fortidens traumer og aktiv forsoning
været så omfattende som
i Sydafrika. Idéen om en Sandhedskommission
havde tidligere været afprøvet
i bl.a. Chile, men der var den lukket
og anonymiseret. Fra Guatemala til Afghanistan
har der været forskellige variationer
af sandhedskommissioner. Men kun i Rwandas
opgør med fortiden har der været
lignende eksempler på anvendt
ubuntu. Midtvejs ligger Balkan, hvor
der end ikke er tænkt i sådanne
baner. Det er også svært,
når den højeste form for
retfærdighed i vores del af verden
hidtil har været domstolene i
Nürnberg og i Haag. Sydafrika sendte
et klart signal til resten af verden
om, at det er en mulighed at være
tilgivende og blød frem for at
være hård og firkantet.
Det gælder også i dag.
Der sidder en mand og fortæller
om sin søn, der blev slået
ihjel. Han vil godt tilgive dem, der
gjorde det, selv om han ikke kan glemme.
Men han vil gerne have at vide, hvorfor
de kørte rundt med ham i et tov
efter bilen bagefter. Var det virkelig
nødvendigt?
Tilgivelse er praksis. Og Sandhedskommissionen
var praksis. Derfor var den eneste rigtige
forbier, som jeg overværede, en
'pædagogisk dag', som man arrangerede
i Regina Mundi-kirken i Soweto. Der
var gabende tomt i den enorme kirke,
i hvis kor Mandela og Jesus var malet
side om side. Og for fødderne
af dem var samlet alle notabiliteter
- med karismatiske Walter Sisulu i spidsen.
De fortalte kommissionen, hvad alle
vidste i forvejen om historiens gang.
Ikke mindst om skolebørnenes
opstand lige uden for kirken i 1976.
Selvfølgelig har der været
gode og dårlige dage for den omrejsende
sandhedskaravane. Og selvfølgelig
går ikke alle mennesker i Sydafrika
i dag rundt og tilgiver hinanden hele
tiden. De enorme sociale problemer,
aids og kriminalitet og rent vand har
overtaget dagsordenen. Men der var et
lyst rum engang. En åbning. En
anden vej. Det kan ske igen.
Det vigtigste ved Sandhedskommissionen
er, at den var der.
Af Steffen Larsen
Politiken 15.04 2006
Fakta:
Steffen Larsen er anmelder ved Politiken.
I 1986 og 1997 rejste han med den sydafrikanske
Sandhedskommission.
Alle rapporter
og dokumenter fra Sandhedskommissionen
ligger på www.doj.gov.za/trc/.
Der er skrevet mange bøger om
apartheidstyrets forbrydelser og Sandhedskommissionens
arbejde. Mest live (og bevægende)
er Antjie Krogs 'Country of My Skul'
(Times Books). Desmond Tutu har selv
skrevet om det i 'Ingen fremtid uden
tilgivelse' (Rosinante).
|
